Nyheder

Jubilæum i Hedensted


I 1996 indviede vores cheftræner Hedensted Ju-Jitsu Klubs første dojo – på Phønixvej 4. Her foregik træningen frem til 2004, hvor klubben flyttede til større lokaler på Thorsvej. Igennem alle årene har der været masser af aktivitet og udvikling, så det skulle selvfølgelig fejres med et fedt jubilæumskursus.

Hovedinstruktør fra Sydney
Igennem årene har klubben haft besøg fra en lang række europæiske lande, Canada og Australien. Det var derfor helt naturligt med en hovedinstruktør, der kom helt omme fra den anden side af jordkloden …

Instruktørteamet
Hovedinstruktør var Soke Alan Campbell (8. Dan), der havde taget turen til Europa hele vejen fra Sydney. Med sig havde han Sensei Anton Abisaab, som er en af hans instruktører Down Under. Dertil kommer to instruktører fra Italien. Herfra kom Soke Stefano Mancini (8. Dan), der havde Shihan Frederico Biancardi med som hjælper. Italienerne har et tæt samarbejde med australierne, så det var Soke Alan Campbell, der foreslog, at de kom med. Det var en god idé ☺

Over 50 deltagere på måtterne
Hedensted Boldhal dannede rammerne for kurset, da træningslokalerne på Thorsvej ikke kan rumme så mange deltagere. Dagens træning foregik i flere grupper, der både blev delt op efter bæltefarver og junior/senior. Hos juniorerne var det især gang i træningen, da der blev afholdt en konkurrence i gennembrydning. Men også træningen med Nunchaku fangede interessen hos de fleste.

Dagen bød på en god gang Ju-Jitsu, Kobudo (våbentræning) og Sports Ju-Jitsu. Nogle syntes bedst om det ene og andre syntes bedst om noget andet. Dermed var der lidt for alle. Humøret var i hvert tilfælde i top hele dagen! Og der er vist ingen tvivl om, at vores folk gerne vil have besøg af kursets instruktører en anden gang.

Rejse til Australien banede vejen for kurset
Vores cheftræner var i 2014 to måneder i Australien sammen med Sensei Hanne L. Pedersen og sine to døtre. Den yngste datter, Nina, træner i Horsens. Så i løbet af turen skulle der naturligvis trænes lidt Ju-Jitsu. I Sydney betød det et besøg hos World Ju-Jitsu Federations australske hovedkvarter. Her blev det et dejligt gensyn for vores cheftræner og Soke Alan Campbell (8. Dan), der oprindeligt er fra Liverpool. Dette besøg banede vejen for et kursus i Horsens i 2015 og dette kursus i Hedensted. Vi bibeholder kontakten og ser frem til flere kurser i fremtiden.

Se billeder fra kurset HER >

Top