Nyheder

Reaktionsbane i Ju-Jitsu
"The Survivors" – alle overlevede reaktionsbanen :-)

Vi træner altid under sikre forhold med instruktører, der hjælper og motiverer. Men hvad sker der, når forholdene er mere realistiske og der ikke er en instruktør i nærheden? Det skulle vores medlemmer finde ud af på hele to reaktionsbaner den 17. september.
Vores modige deltagere fik en super oplevelse – og lærte lidt om deres egen reaktion, når træningen flyttes uden for træningslokalet.

Helt ude i skoven …
Vi mødtes i en stor spejderhytte vest for Randers. Her indledte vi med en frokost og information om, hvordan dagen ville forløbe. Det var bl.a. information om afmærkning af ruten og sikkerhed.

Første reaktionsbane
Den første gennemgang foregik på en 2 km lang rute i kuperet terræn med ujævne stier og højt græs. Og da deltagerne samtidig blev overfaldet, tog ruten ca. 30 minutter at gennemgå.

Anden reaktionsbane
Efter lidt kaffe, vand og kage skulle deltagerne ud på en ny rute, som de ikke kendte længden på. Denne rute var næsten lige så lang som den første, men endte ikke tilbage til starten. Da deltagerne ikke kom tilbage, så troede mange, at de skulle ud på en meget lang rute. Ideen var naturligvis, at skabe lidt ekstra pres på vores folk.

Grumme skurke og seje deltagere
Vores overfaldsmænd levede sig rigtig fint ind i deres roller. Det gjorde de med aggressiv sprogbrug og attitude. Men også med deres beklædning – fx med hætte, der dækkede ansigtet. Samtidig med, at de gjorde det rigtig godt, så havde de også en rigtig sjov dag. Som udøver af Ju-Jitsu, så er det nu meget sjovt at spille skurk indimellem :-)

Både juniorer og seniorer deltog i reaktionsbanen, der var præget af mange deltagere fra Hedensted og Horsens. Mange var trætte efter reaktionsbane nr. 2, men det er et tegn på, at det var et krævende terræn og nogle grumme overfaldsmænd, der skulle nedkæmpes. Alle deltagere klarede dagen fint, og meget vigtigt: vi oplevede ingen skader!

Aftensmad og VHS videobånd (!)
Aftensmad bestod af mad fra grill. Her jonglerede Thomas Jensen (Randers) med bøffer og pølser. I køkkenet var især Sensei Hanne i sving. Men også et par bestyrelsesmedlemmer og Jens Rønnow (far til Noah og Malthe fra Hedensted) hjalp til.
Efter aftensmaden var der bl.a. mulighed for at se vores cheftrænes graduering til 3. og 4. Dan. Det er så mange år siden, at vi havde fundet et gammelt TV, der havde indbygget VHS video. Kyoshi Finns graduering til 3. Dan var nemlig i 1994, mens 4. Dan var i 1999. Dengang blev film langt på VHS videobånd :-)

Overnatning, morgenmad og stokkekamp
Da trætheden for alvor meldte sig, gik vi til køjs … Spejderhytten havde masser af køjesenge, så der var nok til alle. Efter en gang morgenmad blev der kørt en gang træning i Kombatan Arnis (Filippinsk stokkekamp). Dernæst en gang oprydning og afslutning af arrangementet.

Reaktionsbane igen i 2017
Næste år vil vi afholde et lignende arrangement for vores medlemmer. Det bliver så enten Horsens eller Hedensted, der bliver værter. Her er der nemlig den største interesse for at prøve selvforsvar under realistiske forhold. Så må medlemmerne i Randers vise, at de også kan begå sig i realistiske omgivelser.

Tak til alle deltagere for en forrygende weekend med masser af god Ju-Jitsu og højt humør!

Top