Nyheder

Nina Jensen med blåt bælte

Første kvindelige blåbælte i Horsens i mange år

Horsens har fået gradueret sit første medlem til blåt bælte – efter de krav, der stilles i vores pensum. Det er Nina Jensen, der i øvrigt fyldte 16 år i marts. Hun leverede en flot graduering med et højt niveau især i det faste pensum, frigørelsesteknikker og liggende forsvar.

En graduering til blå bælte kræver ekstra meget træning i forhold til de første tre bæltegrader. Derfor har hun i de sidste tre måneder også trænet med i Hedensted en gang om ugen, så hun kom op på tre ugentlige træninger. Selv Påskedagene var optaget af træning med hendes to træningsmakkere, Torben Hedegaard og Sebastian Mortensen.

Flere piger på vej ...

På kvindesiden står især vores klub i Randers stærkt. Her har vi hele fem seje tøser med grønt bælte (bæltet lige før blå). De fem er Amanda Christensen, Pernille Fonnesbæk Søegaard, Maria Dich Mortensen, Frida Kongstad og Nanna Kongstad. Dertil kommer endda seks grønbælter på herresiden! Til sammenligning har Hedensted fem grønbælter og Horsens to (alle på herresiden). Samlet set rummer vores tre klubber masser af talent, som tegner rigtig godt for fremtiden.

Klubben i Horsens

Cheftræner Finn Jensen overtog træningen i klubben tilbage i august 2012. Det betød en ændring i træningsmetoder, teknikker og dermed også kravene til det pensum, som medlemmerne skal kunne. Disse krav er naturligvis de samme som i Randers og Hedensted, så niveauet er det samme til bæltegraderne i vores tre klubber.

 

Top