Nyheder

Selvforsvarskursus i Brædstrup

Vores cheftræner er et rigtig godt match, når Karateudøvere skal prøve selvforsvar. Han har selv trænet Karate i en årrække og gradueret 1. Dan i Shotokan-stilen.

Det skulle medlemmerne i Brædstrup Shotokan Karate Klub få at mærke den 16. maj. De havde nemlig tidligere i år spurgt Shihan Finn om muligheden for et selvforsvarkursus. Det sagde han selvfølgelig ja til ...

Dagens program bød på i alt fire timers træning, hvor Karatekæmperne fik mulighed for at træne stranguleringer, låseteknikker og slag/spark. Der blev holdt igen med kast, da de ikke har ret stort kendskab til faldteknik. Der blev indledt med stranguleringer, der fulgte op på nogle bevægelser, som Karateudøverne kendte til i forvejen (Gedan-barai + Gyaku-tsuki). Derefter gik det videre med låse, forsvar mod stok, forsvar mod kniv, kvælergreb og omklamring.

Jimmy Nielsen (Horsens Jiu-Jitsu Klub) var med som hjælpeinstruktør. Han var en rigtig god hjælp, ligesom han måtte også lægge krop til Shihan Finns effektive teknikker undervejs.

Selvom det var midt i "Kr. Himmelfartsferien", så havde knap 20 børn og voksne fundet vej til kurset, der foregik i Skolehallen i Brædstrup.

Klubben i Brædstrup er kun tre år gammel, men har allerede lidt over 40 medlemmer. De gør i det hele taget et flot stykke arbejde på de kanter, så dagen var da også veltilrettelagt med frokost, drikkevarer, kaffe, frugt, kage og diplomer ... der manglede ingenting. Og interessen for træningen var stor, så der er allerede snakket om en gentagelse på et senere tidspunkt.

Top