Instruktører

Finn Jensen

Grad: 7. Dan (rødt/hvidt bælte) og World Class Instructor

Startår: 1982

Ansvarsområde:

  • Chefinstruktør for vores tre klubber i Randers, Hedensted og Horsens
  • Repræsentant & Technical Director for WEBBS Danmark & Jukoshin Ryu Danmark
  • Medlem af Jukoshin Ryu World Grading Panel
  • Danmarks repræsentant for World Ju-Jitsu Federation Training & Development Services

 

Kyoshi Finn Jensen er cheftræner for vores tre klubber i Randers, Horsens og Hedensted. Han har udarbejdet og videreudviklet det system og pensum, som vi træner efter. Et system, der er påvirket af hans træning rundt om i Europa, USA og Canada – samt hans tætte samarbejde med flere internationale topinstruktører. I det hele taget er det blevet til utallige kurser, træningsophold og kongresser rundt om i verden. Og det i øvrigt både som deltager, underviser og som aktiv på demoteams.

Kyoshi Finn har igennem årene været en trofast støtte for Soke Bryan Cheek (UK). Så da Soke Cheek i 2001 besluttede at starte World Elite Black Belt Society, "headhuntede" han Kyoshi Finn som Technical Director for Danmark. Senere er Kyoshi Finn udvalgt til at sidde i Jukoshinryu World Grading Panel, der blot består af 10 personer på verdensplan. I 2010 fulgte udnævnelsen til World Class Instructor, der er det højeste instruktørniveau inden for vores internationale forbund. På WEBBS World Congress 2015 kom udnævnelsen 7. Dan og Kyoshi, der er en af de ypperste titler indenfor Ju-Jitsu overhovedet.

I 2008 stod Kyoshi Finn med det overordnede ansvar for WEBBS World Congress, da den blev afholdt i Danmark. I det hele taget har han altid lagt stor vægt på, at vi har et samarbejde med mange andre klubber og instruktører i både ind- og udland. For Kyoshi Finn er det nemlig altafgørende, at vores træning løbende udvikler sig – og dermed også vores medlemmer. En af de mest kreative tiltag fra hans side, er Budo Marathon. Et kampsportsmaraton med træning 24 timer non stop.

En undervisningstime med Kyoshi Finn indeholder altid effektive teknikker, der er sat rigtig godt sammen. Men også en række dårlige jokes ... Du kan dog være helt sikker på, at han er en instruktør, der gør alt for at motivere dig til at yde noget :-)

Ju-Jitsu har ikke været Kyoshi Finns eneste interesse indenfor budoverdenen. Han er meget åben over for andre stilarter, og har følgende grader udover Ju-Jitsu:

2. Dan Muso Shinden Ryu Iaido
2. Dan Shindo Muso Ryu Jodo
1. Dan Shotokan Karate
Teacher B-licens Nunchaku-Do
4. klase Kombatan Arnis

Endelig blev Kyoshi Finn kåret til årets idrætsudøver i Hedensted Kommune i 2004.

 

Til instruktøroversigten

Top